Et juleeventyr
Jeg skal være den første til at indrømme, at alt det der med jul slet ikke er noget for min svigersøn. Og da han jo kan lide at skrive har jeg bedt ham fortælle lidt om de bedste juleaftener, han har haft. Og jeg har fortalt ham at jeg ikke bliver fornærmet over at han måske ikke tager mine julearrangementer med. Her kommer hans historie.Min svigermor har bedt mig fortælle lidt om de gode juleaftener, jeg har holdt. Det bliver nu kun et uddrag – et sammendrag om du vil. Jeg er jo lige fyldt 46 i juni, så der har været nogle stykker af dem. Men lad os prøve.
Juleaften som barn
Det er klart, at alle mine juleaftener som barn står i et magisk skær. Dengang var jeg jo ikke en gammel kyniker 
Juleaften dengang handlede om ventetid og utålmodighed efter at komme i gang med at pakke de mange fine julegaver ud. Jeg mindes stadig julemiddagene som de længste måltider. Og jeg husker hvor lange hver julesalme var. Men jeg husker også, at det altid var min far og min storebror, der bag lukkede døre tændte de levende lys i juletræet, mens vi andre stod udenfor døren og ventede. Og magien når døren blev åbnet og juletræet stod der i al sin pragt.
Julen som yngre mand
I mit unge voksenliv holdt jeg flere gange jul i tjeneste. Min første jul uden familie blev holdt et sted i ex-Jugoslavien, og juleaften foregik faktisk på en bjergside i bidende kulde i skjul. Det var lidt anderledes at ligge der og vente, mens de lokale enten gjorde deres yderste for at holde lidt jul – eller for at finde mig og skære halsen over på mig. De fandt mig ikke – jeg fandt dem!
Andre juleaftener er holdt andre steder i verden i demokratiets og frihedens tjeneste, og i min optik kan man ikke tjene bedre.
Julen de senere år
Jeg har holdt jul uden pligter i både Arizona, Spanien, Italien og Florida. Og jeg indrømmer blank, at det er den måde, jeg helst holder jul på. Uden ræs med julegaver, mandelgaver, stress og jag.
Jeg er ikke troende, og derfor har julen ingen religiøs betydning for mig. Og det var vel det, der var at sige.
