Oplevelser i skovbørnehaven

Posted by Forfatteren on Apr 14, 2010 in Det skrevne |

Som pædagog i en skovbørnehave er jeg udsat for mange dejlige oplevelser. Vi bruger naturen hele tiden, men vi har dog en skurvogn med toiletter og et opholdsrum, vi kan bruge, hvis nogle af de små skal sove til middag, eller hvis vejret er for koldt.

Flere gange om året har vi en temauge, og i sidste uge var temaet indianer. Fantasien fik frit løb, og børnene havde nogle gode og spændende oplevelser.

En  eftermiddag, hvor indianerne var i skoven for at skaffe føde (som vi havde gemt), kom Peter løbende hen til mig og fortalte pustende, at han havde fundet et smykkeskrin henne ved det store  egetræ. “Der er smykker i”  sagde han “både halskæder og armbånd”. Jeg kunne mærke på Peter, at han var temmelig utryg ved situationen, men jeg må indrømme, at jeg i første omgang troede, hans fantasi var løbet af med ham. Dog bad jeg ham selvfølgelig om at vise mig, hvor de fundne smykker var, og vi gik sammen hen til det store egetræ, hvor der ganske rigtigt lå et smykkeskrin, som var helt fyldt med smykker.

Peter ville vide, om det var indianernes smykker, men jeg valgte at fortælle ham, at det sikkert var en tyveknægt, som havde stjålet disse smykker, men af en eller anden grund havde fortrudt og derfor smidt  dem her i skoven ved det store egetræ.

Vi ringede efter landbetjenten, som kom efter de fundne smykker, og han gav et lille foredrag om, hvor dumt det er at stjæle.

Tags: ,

Comments are closed.

Copyright © 2010 Forfatterens skuffe All rights reserved.